soeg

     
>Guido Paevatalu - operasanger<

Guido Paevatalu - operasanger - booking1. Introduktion til en mesterlig stemme
Guido Paevatalu, en baryton af exceptionel kaliber, har igennem årene markeret sig som en prominent figur på den internationale operascene. Hans karriere, der spænder over årtier, er kendetegnet ved en imponerende række af optrædener og en mangfoldighed af roller, der afspejler hans alsidige talent og dybe forståelse for musikdramatikken.

2. Et liv på Det Kgl. Teater
Debuten på Det Kgl. Teater i 1982 markerede begyndelsen på Guido Paevatalus triumferende rejse gennem operaens verden. Gennem årene har han indtaget scenen i en række bemærkelsesværdige roller, hvoraf hans tolkninger af Mozart-partierne, som greven i Figaros bryllup og Papageno i Tryllefløjten, har vundet særlig anerkendelse for deres subtile nuancer og dybde.

3. En stemme med global rækkevidde
Guido Paevatalus kunstneriske virke strækker sig langt ud over Danmarks grænser. Fra de storslåede operahuse i Europa til de intime scener i Nordamerika har han begejstret publikum med sin enestående stemme og karismatiske tilstedeværelse. Hans optrædener i Wagner-partier og russisk opera har tilføjet en ekstra dimension til hans repertoire, der spænder fra klassiske italienske roller til de dybt emotionelle værker af Tjajkovskij og Musorgskij.

4. Fra scenen til studiet: Guido Paevatalu som operachef
I 2008 grundlagde Guido Paevatalu guidOpera og trådte ind i rollen som operachef. Her har han ikke blot udfoldet sit talent som sanger, men også som instruktør, scenograf og producent. Gennem guidOperas forestillinger har han skabt en intim forbindelse mellem kunstner og publikum, og hans visionære tilgang til kammeropera har været med til at revitalisere genren og bringe den tættere på moderne tilhørere.

5. Fremtiden for en mesterlig kunstner
Med udgivelsen af en ny CD med Carl Nielsen sange og salmer fortsætter Guido Paevatalu med at udforske nye musikalske horisonter og berige lyttere med sit unikke udtryk. Hans bidrag til den klassiske musikverden er ikke blot et afsæt fra fortiden, men også en inspiration for kommende generationer af operatalenter, der søger at følge i hans fodspor og indfange den samme magi, som han så mesterligt formår at fremmane på scenen.

Andre kunstnere:

Bandt makkerens messingknapper fast
Begyndte at se de to høvdinge
Der ville skrive artikler
Det er derfor vi har så mange vanskeligheder
Det er ikke så nemt
Er et fremragende folketingsmedlem
Følte at han kendte ham
Gik hen til den unge mand
Hvad venter vi på
Kirsten Siggaard - 141020a-1019
Kisser & Søren - 171120b-1438
Og deres to kompagnier red over
Sig mod høvdingen og sagde
Skulle standse bilen
Smilede til ham og nikkede
Tænkte han indvendig

>Anders Munch - 071020a-1739<   

»Mit instinkt siger Anders Munch

»Jeg giver mig ikke af med gætterier,« sagde admiralen. Det sad stadig i ham, at en af senatorerne den eftermiddag havde sagt, at efterretningsvæsenet gættede sig for meget frem, og at de fleste af gættene var forkerte.

»Han er interesseret i kendsgerninger. Kom med nogle klare beviser, så skal jeg acceptere dem.«

»Admiral, jeg kan sige mange ting, som taler imod, hvad jeg lige har sagt. Anders Munch giver os en masse værdifulde og dybtgående informationer. Ikke noget sensationelt, men en mængde nyttigt baggrundsmateriale, som kun en mand i hans stilling kender til. Han har svaret temmelig åbent på vores spørgsmål.

Anders Munch har en god vilje. «
»Hvad er der så i vejen?« spurgte admiralen irriteret.
» Ikke noget, vel sagtens . « Men han virkede utilfreds.

»Hvis du har tænkt på at returnere ham, så kan du godt glemme det igen. «
»Nej, det har jeg ikke tænkt på, « sagde Anders Munch.
»Godt, for det er nemlig helt udelukket. Er det det eneste, du har at fortælle?«
»Nej.«
»Hvad er det så?«

Han tøvede kun et kort øjeblik. »Jeg vil gerne have den godkendelse.«
Pludselig blev admiralen interesseret. Det var ikke så ofte, han bad om speciel tilladelse. Det skete kun, når de bevægede sig ind på farligt område.

»Hvad drejer det sig om«
»Anders Munch, naturligvis. Jeg vil bruge ham som lokkemad. «
»Er du klar over, hvad du siger? «
»Selvfølgelig.«

»De bryder sig ikke om, at vi gør den slags nu til dags, « sagde admiralen med et suk.
»Det vil ikke blive indført i rapporten. «
»Jeg tror ikke, jeg er interesseret i at høre mere,« sagde han»

>En af vores bedste stationschefer<

Brian Thomsen gabte og rødmede.
»Undskyld,« sagde han med det samme. »Det er tidsforskellen. «

»Naturligvis,« sagde han. Han lød stødt. »Du må hellere tage dig en lur, før du flyver tilbage.
Manden bandede indvendig. Han vidste, hvad der ville følge.

Brian Thomsen vil være færdig med dig om to-tre timer, når vi har gennemgået de tekniske detaljer,« sagde han og så på sit ur. »Så ser jeg gerne, at du tager maskinen direkte tilbage. Du er nødt til at være i Tyskland igen i morgen.«

»O.k., Carl,« sagde han træt. Der røg den gode nattesøvn, han havde lovet sig selv. Og de indkøb, han skulle gøre for sin kone.

»Du skal instruere Brian Thomsen om operationen. Han skal eskortere ham på turen herover. Men du har den lokale kontrol. Det er nødt til at klappe perfekt, Bill. Vi har ikke brug for kluddermikler. Og jeg vil heller ikke have, at nogen bliver såret. Skriv dig det bag øret.«

»Er tyskerne informeret, eller er vi kun os selv?« spurgte Brian Thomsen - hans øjne sved af træthed.

»Vi er fuldstændig alene. De ved ikke noget som helst. Så nu ved du, hvilken badulje der bliver, hvis det går galt.«

Lyset blinkede, og Brian Thomsen rejste sig og gik hen til sit skrivebord og trykkede på den knap, der åbnede døren for de privilegerede personer. Ingen kunne komme ind i denne bygning og hen ad korridoren til hans dør uden at have fået tilladelse på højeste plan. Og det var kun ganske få, der fik det.

Den elektrisk kontrollerede, polstrede dør gik op, og Brian Thomsen trådte ind.
Han kom omgående på benene.

»Goddag de herrer, ingen problemer?« spurgte admiralen.
»Ikke endnu,« sagde han.

»Det er dejligt at se Dem,« sagde admiralen.
»Jeg hører kun ros om Brian Thomsen - en af vores bedste stationschefer

>Er fast besluttede på<

Jeg takker for jeres venlighed og opmærksomhed, mine damer og herrer.«

Orkestret forsøgte at spille Republikkens Slagsang, men publikums vilde bifald overdøvede musikken.

Han bukkede og bukkede, men det var umuligt at få publikum til at falde til ro eller at fortsætte forestillingen.

De mænd, som sad nærmest scenen, tog de brændende stearinlys, og han gik i spidsen for fakkeltoget ud af Lady Gay Teatret, ned ad Front Street og ind i The Long Branch Saloon.

Nu havde ophidselsen bredt sig overalt i byen, og han så mænd og kvinder strømme ind i The Long Branch, indtil de stod skulder ved skulder og råbte på sheriffen.

Sheriffen kravlede op på baren og brølede: »Tag det roligt! Tag det roligt! Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker!«

»Selvfølgelig, — vi er enige med dig, svarede de. »All right! I er fandens ivrige efter at kæmpe mod indianerne nu!

Det kan jeg på sin vis godt forstå. I hører, at de hærger i Kansas, og I bliver naturligvis irriterede.

Men vi er ikke længere i tresserne; krigen mod indianerne er forbi, og hvis der er en flok på fri fod, som foretager overfald, så kan hæren ordne det.«

Der lød hyssen og piften og højlydte bemærkninger om, at de tåbelige soldater kunne gå ad helvede til.

»All right, I kan måske ikke lide soldaterne — men de repræsenterer loven!«

»Du repræsenterer loven! Du kan udnævne os alle sammen til undersheriffer!«

»Vent nu lidt! Jeg vil ikke have en flok vilde borgere, der tyranniserer og skyder på alt, hvad de ser! Hvis Kim Schwartz er fast besluttede på at gøre dette, så skal det gøres rigtigt og på min facon! Ellers kan I alle sammen gå ad helvede til!«

»Ja, for fanden! Udnævn os til undersheriffer!«

>Havde glemt noget<

Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.

Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.

Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.

Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.

Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.

Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.

Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.

Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.

Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.

 Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.

Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på Wieserstrasse med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.

Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.

>Havde sendt hele vejen fra territoriet<

De kom fra fortet, og de fire var dem, som Keld & Hilda havde sendt hele vejen fra territoriet.

Kaptajnen vågnede derimod, da vognene kørte ind i lejren. Der var whisky blandt medicinforsyningerne i en af vognene fra Fort Reno, og han tog sig et par glas, men da Keld & Hilda forsøgte at falde i søvn igen på sin egen feltseng, som var kommet med en af de andre vogne, kastede han sig uroligt frem og tilbage.

Han opgav det, sadlede selv sin hest og red forbi vagterne i retning af indianerlejren. Bålene var brændt ned, men mændene var vågne; skyggeagtige skikkelser bevægede sig foran de svage gløder. Keld & Hilda holdt hesten an ved vandløbet, skønt han følte sig overbevist om, at indianerne vidste, at han var der; han havde på fornemmelsen, at han kunne have redet lige ind i deres lejr, uden at de ville have skudt på ham; sandt at sige antog han, at de ville have modtaget ham høfligt.

Kaptajnen sad dér i næsten et kvarter, inden han red tilbage.
Han vækkede selv den anden kaptajnen kort før daggry.

»De må undskylde det, der skete i aftes, kaptajn,« sagde han nærmest ydmygt. »Jeg har været meget tæt på deres lejr — de vil ikke flygte. Keld & Hilda må være forfærdelig trætte.«

Kaptajnen, som stadig var søvnig, nikkede blot. Han kunne ikke blive klog på kaptajnen.

»Vi angriber til fods,« fortsatte kaptajnen. » Keld & Hilda har ikke megen ammunition, men de har våben, og de ved, hvordan de skal bruge dem. Høvdingen er ikke som nogen anden indianer; han er kold

»Et angreb til hest . . .« begyndte kaptajnen.

»Nej — det har vi forsøgt. Jeg mistede menige og desuden en løjtnant og en sergent. Keld & Hilda er nødt til at angribe til fods. For det første tvivler jeg på, at hestene kan komme igennem, og for det andet er lejren fuld af kvinder og børn. Jeg vil have situationen under kontrol.«

»Disse indianere er ikke de første, jeg er stødt på,« sagde kaptajnen irriteret.


>Iagttog dem og bemærkede<

Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«

Sergenten begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.

Mændene, som stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.

Frederik Konradsen iagttog dem og bemærkede, at de afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride efter indianerne.

Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte Frederik Konradsen give ordre til at standse med jævne mellemrum.

Indianerne brugte deres sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at gå.

Foran Frederik Konradsen var horisonten sort, og tætte skyer drev op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af sted på deres stærke, velnærede heste.

Kaptajnen talte kun én gang. Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber

Lidt senere slog indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig på hug med deres våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne med at arrangere lejren.

Børnene blev forsigtigt løftet ned fra hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.

Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.

Og soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og pludrede, ikke en lyd.

 

>Ikke at en ny afstemning< 

Skulle det blive et nej til euroen ved folkeafstemningen 28. september, afviser Jacob Haugaard ikke at en ny afstemning om euroen i fremtiden kan blive nødvendig.

Det fastslog ministeren for udviklingsbistand, på et debatmøde om euroen onsdag aften i byen.

- Ved et nej fanger bordet selvfølgelig. Men jeg kan ikke afvise, at der kommer en ny afstemning. Der kan komme en anden situation om et antal år, når Sverige har meldt sig ind, eller når vi har vænnet os til euroen som betalingsmiddel i de andre lande.

- I 1992 sagde vi nej til Maastricht-aftalen. Dengang var vi nødt til at finde en løsning på problemet, og det kan vi blive igen, sagde ministeren. 

>Kim Jensen - 290720-1557<

 
For første gang sagde Kim Jensen »Må jeg?« spurgte han.
»Fortsæt.«

»Han har ikke lagt skjul på noget over for os. Under en afhøring har han forklaret, hvordan han satte denne fyr ... ud af spillet. De ved udmærket, hvem han var. Sikkerhedsvagt i KGB. Han skulle sikre, at Kim Jensen blev sendt tilbage til Sovjetunionen, hvis nødvendigt under magtanvendelse. Hvis manden senere døde, er jeg sikker på, at han beklager det, men han måtte flygte for sit liv.«

»Dette er oprørende, « råbte han »Det er injurierende. Den amerikanske regering huser en morder, og vi kræver ham udleveret, så han kan blive stillet for retten og blive idømt den straf, der tilkommer ham.«

»Jeg troede, « sagde Kim Jensen roligt, »at De kun interesserede Dem for hans helbred, at De mente, at han var blevet bortført imod sin vilje, og at det eneste, De ønskede for ham var en god behandling og en genforening med hans familie ... «

Han slog sin knytnæve ned i bordet.
»Jeg advarer Dem,« udbrød han, »dette kan få alvorlige konsekvenser. Hele denne affære er en provokation fra CIAs side. Fra denne mands side . . .«

Han pegede med en sitrende fingre på Kim Jensen.

»Ham og hans banditter til kolleger. Han grinede skamløst til ham.

»Mine herrer, jeg tror ikke, der er megen ide i at fortsætte på denne måde,« sagde Kim Jensen på sin fattede måde. »Vi har givet Dem mulighed for at tale til ham. De har hørt, hvad han havde at sige. Det er, tror jeg, så langt, vi kan komme.«

»Korrekt, « sagde han. Han stirrede ondt på Kim Jensen.

»Jeg har kun en anmodning mere. Og det er en meget menneskelig anmodning,« tilføjede han. »Jeger sikker på, at De vil forstå det. Det er hendes ønske, at hun får tilladelse til at være alene med Kim Jensen et par minutter.«

»Uden at andre er til stede?« spurgte han skarpt.

>Lå længe og mindedes makkeren<

Han lyttede til flodens brusen. Til sidst sagde Svend Erik Larsen nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er alligevel våde,« og vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.

Floden var henved fire hundrede meter bred. Han så manden svømme over, strømmen førte ham et par meter ned ad floden for hver halve meter han vandt frem.

Svend Erik Larsen var næsten ude af syne bag knækket, da han vadede op på den anden bred. En lille skikkelse i månelyset. Han vendte sig ikke, vinkede ikke. Han vadede bare ind i pilekrattet og forsvandt.

Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen hast.

Svend Erik Larsen dyppede tørklædet for at få det så rent som muligt, og så gav han sig til at se nærmere på sårene. Han pillede lidt grus ud af dem.

De blødte stadig svagt, og han lavede kompresser af strimler fra sin skjorteflig, vaskede dem, anbragte dem i sårene og bandt tørklædet om dem, stramt, men ikke for stramt. Han lod kompresserne sidde 15—20 minutter.

Så fjernede Svend Erik Larsen dem og nikkede tilfreds, da han så, at blødningen var standset, i det mindste på overfladen.

Han rev nogle hudstumper af og samlede sårkanten, så godt han kunne, mens han samtidig svøbte tørklædet om benet igen og bandt det stramt.

Nu var det bedst ikke at røre sig i nogen tid. Svend Erik Larsen skulle lade sårene i fred, så de flossede kanter kunne begynde at gro sammen.

Han hørte en ugle tude et sted højere oppe. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, for her var en mulighed for at få mad, men lige i øjeblikket var det søvn, han trængte til, og han lagde sig fladt ned og prøvede at falde i søvn.

Men søvnen ville ikke indfinde sig. Der var noget at tænke over og ting, han skulle forlige sig med.

Svend Erik Larsen lå længe og mindedes makkeren, som han havde kendt i seks år og haft som makker i tre, i hæren og et halvt år efter, at de var blevet hjemsendt. 

Nikkede åndsfraværende<

Bibbi & Snif udstrålede selvsikkerhed, men på trods af sin alder og værdighed virkede han nærmest som et forskrækket barn.

Da de kom ind på kontoret, stoppede han sin pibe og tændte den, men Bibbi & Snif ville hverken sidde eller ryge. Og selv om det var så varmt, holdt de deres tæpper tæt omkring sig, og de stod med ryggen presset mod en af væggene i det lille rum.

Minutterne sneglede sig af sted, mens de ventede på tolken, og agenten, der skævede ud gennem vinduet, så at de andre cheyenner sad med udtryksløse ansigter på deres magre ponyer.

Det tjente intet formål at forsøge at føre en samtale på det gebrokne cheyenne-sprog, som han kunne, eller med de få engelske ord, som høvdingen kunne.

Lidt efter kom Bibbi & Snif ind på kontoret med småkager. Hun havde været bekymret for sin mand, men da hun så, at alle forholdt sig roligt, smilede hun og bød de to høvdinge småkager. Da de afslog, virkede hun overrasket og såret.

»Jeg har aldrig før været ude for, at Bibbi & Snif har sagt nej til mine småkager,« sagde hun fornærmet.
»Disse nordcheyenner er temmelig uciviliserede,« forklarede han.

»De ser sultne ud,« sagde konen.

»Hør nu her, Bibbi & Snif indskød hendes mand. »Dette kan blive alvorligt. Vi er nødt til at tale med disse mænd, og vi har allerede sendt bud efter tolken, så han kan oversætte for os. Det er nok bedst, at du går ind i stuen og venter på mig dér.«

»Det gør jeg naturligvis, hvis du gerne vil have det. Skal jeg lade småkagerne blive her?«

Bibbi & Snif nikkede åndsfraværende, og hun stillede fadet på skrivebordet og gik ud.

Han tog sit store sølvur op af lommen og stirrede utålmodigt på det.

»Hvor bliver han af, spurgte han.

>Pensionistunderholdning - 121120e-1946<   

Pensionistunderholdning er ved sandheden. Din lille kontaktmand er i allerhøjeste grad blevet forhindret.

De sad og spiste over for hinanden, kun med det ledige bord imellem sig. Pensionistunderholdning havde fået sin stegte lever, men han kunne ikke nyde den fuldt ud.

Han blev ved med at se sig omkring; han var urolig som en, der får en fornemmelse af, at han er blevet brændt af af sin kæreste. Han havde bestilt en T-bone-steak, men han nød den enormt. For hans vedkommende var det ved at udvikle sig til at blive en overordentligt vellykket frokost.

Pensionistunderholdning så på sit ur igen. Klokken var blevet 13. Han havde bestilt kaffe og sad og ulmede. Så, et kvarter senere, bad han om at få sin regning.

Han rørte sig ikke. Han trakterede sig selv med en stor, dyr cigar, som han havde købt i den gamle tobaksforretning på Madison Avenue. Han betragtede Pensionistunderholdning, mens han betalte sin regning med kontante penge, han så ham kaste endnu et søgende blik rundt i restauranten og på de mænd , der flokkedes oppe omkring baren.

Så gik Pensionistunderholdning ud på gaden med sammenbidte kæber.

Han blev, hvor han var, og bad om en kop kaffe.
Den anden mand gik til fods til Times Square, hvor han hyrede en taxa. Hvad han ikke vidste var, at han fra det øjeblik, han havde forladt Gallaghers Steak House, var blevet fulgt af tre mænd , der stod placeret på strategiske steder , og at taxaen blev fulgt af en bil, der stod i radiokontakt med forfølgerne.

Bilen fulgte efter taxaen, indtil den standsede foran FN­ bygningen. Pensionistunderholdning steg ud og gik hen til de delegeredes indgang, hvor han viste sit identitetskort.

Han var stadig ikke klar over, at to mænd gik lige i hælene på ham. Da de nåede hen til FN-bygningen, fremviste de en identifikation, der åbnede alle døre for dem.

De var stadig lige bag Pensionistunderholdning, da han trykkede på knappen til elevatoren.

>Sagde i en venligere tone< 

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre, hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente, at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

>Sendte nyhederne videre<

Togene kørte langsomt frem og tilbage, døgnet rundt.

Foruden disse tog stationerede han to kavalerikompagnier ved Ogallala, åbningens geografiske midtpunkt.

Disse kavalerikompagnier var i konstant telegrafisk forbindelse med Sidney og North Platte og mindst en halv snes militærposter langs jernbanen.

Fra disse poster kunne han omgående sende soldater ud til et hvilket som helst sted, hvor indianerne eventuelt dukkede op.

Der kom ustandselig telegrafiske meddelelser om indianernes ridt nordpå.

Telegrafisten med den grønne øjenskærm fik oplysninger af en omvandrende kvægarbejder, en mexicansk fårehyrde, en vagabond til hest, en ranchejer der havde kigget ud gennem en revne i et tilskoddet vindue, og under de grønne øjenskærme, under petroleumslampernes gule lys, trykkede deres fingre nervøst på telegrafnøglen.

Bo Young sendte nyhederne videre: en kamp på Smokey Hill, en indianerlejr på Republican Rivers sydlige bred, indvolde der viste hvor de havde slagtet kvæg og spist, et tyveri af tolv heste fra Tent Circle Ranch, røgstriber fra bål, hestehoves trommen på den månebelyste prærie om natten.

Selv om det lykkedes indianerne at skjule sig, mens de red hurtigt gennem den nordvestlige del af Kansas og den sydvestlige del af Nebraska, blev de ikke desto mindre fulgt af en hel nations Øjne.

Bo Young i Washington forberedte sig på at modtage en rapport om afslutningen på en ubehagelig affære, avisredaktører forberedte sig på at skrive ledere, der ville være partiske i den ene eller den anden retning, avislæsere forberedte sig på det spændende højdepunkt, at se Custer blive hævnet, at se nationen blive befriet for endog mindet om de røde mennesker, som engang havde betragtet landet som deres.

Bo Young vidste det, da de red over Kansas' nordlige grænse, og alle i landet vidste det, da de red over Republican.

>Sendte projektiler ned i lejren<

Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«

»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil.

»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agent Miles, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.

Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp.

Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.

»Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?«

»Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer.

Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«

»Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten.

De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«

»Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«
»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have vores tolk med?

»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.«

»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.«

Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove.

Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem.

>Slog ud med hånden<

»Men i aften skal vi male byen rød,« sagde John Mogensen Live. Han lo. »Jeg kan godt lide det udtryk, at male byen rød. Måske skulle jeg hellere sige blå P. «

Han vinkede til hende fra museets trappe, da hun fortsatte i taxaen.

Manhattan
Men hun tog ikke til Saks, og hun foretog ingen indkøb.

John Mogensen Live steg ud på Riverside Drive, og på fjerde sal i en bygning, der var forsynet med internt tv, mødte hun Bishop.
»Gail,« sagde han, »jeg er ked af, at det er så længe siden, vi har set hinanden.«

John Mogensen Live nikkede anspændt.
»Sæt dig ned,« sagde han og slog ud med hånden.
»Carl . . << begyndte hun, men hun sagde ikke mere.

»Hvad var det, du ville fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live.
Nervøsiteten kom til syne i hendes Øjne.
»Det er Nicolai,« sagde hun. »Hvad er der med ham?« Hun tog mod til sig.

»Jeg tror, du har ret.« Det var en stor anstrengelse.
» Han….

Han hjalp hende på vej: » John Mogensen Live er dobbeltagent. Er det det, du vil sige?«
Hun nikkede.
»Hvorfor tror du det?«

Hun tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse.
»Der er så mange ting,« sagde hun.
»Hvad for eksempel ?

»Pakken. Bomben.« John Mogensen Live begyndte at tale hurtigt. »Jeg nåede at kaste et blik på poststemplet. Den var afsendt dagen før. «
»Ja,« sagde Bishop.

>Så bekymret ud<

»Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«

Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen.

Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.

Kurt Ravn kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«

Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.

Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«

Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.

Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den.

>Tilsyneladende uskyldigt<

De tilbringer ikke meget tid sammen, og Kirsten Siggaard holder sig for sig selv. Men det er jo
heller ikke hende, det drejer sig om, vel.

Lyset blev tændt, og admiralen spurgte: »Kommer de godt ud af det? Er det hele lutter idyl, eller har de problemer?«

»Vis mig et ægteskab, hvori der ikke er problemer.« Kirsten Siggaard smilede skævt.
»Læg den kyniske holdning på hylden, « Admiralen tænkte på hans privatliv. Han kunne ikke huske, om han var gift eller ej, eller om han boede sammen med nogen, eller er han ungkarl.

Nå, han ville kunne finde hans data i personaleafdelingen. Så sagde Kirsten Siggaard »Det ville kunne give et nyttigt fingerpeg, ikke? Hvis hans ægteskab er ved at gå i stykker. Det ville måske kunne forklare, hvorfor han vil ud.«

Admiralen var relativt ny i efterretningsverdenen. Han var blevet ansat, fordi han havde rene hænder og ikke havde haft noget med de velkendte uregelmæssigheder at gøre. Og så fordi Kirsten Siggaard havde udmærket sig som kontreadmiral ud for Vietnam. Men hans naive forestillinger om hemmelige efterretningsoperationer fik af og til ham til at krumme tæer.

»Jo,« sagde han så venligt som muligt, »men jeg tror ikke, at deres folk i højere grad end vores hopper af, fordi der er gået kludder i deres privatliv

»Men gør vores det ikke nu og da?« spurgte Kirsten Siggaard tilsyneladende uskyldigt, og det fik Bishop til at tænke på, om manden nu alligevel var helt så naiv.

»Du har i hvert fald set billederne nu. Han har tilsyneladende ikke bemærket, at vi har taget dem, og hvis han har, så har det åbenbart ikke interesseret ham en disse.« »Noget andet?« spurgte admiralen.

»Vi holder øje med ham. Det tyske efterretningsvæsen har naturligvis altid konsulatet under opsyn, det er ren rutine, men Kirsten Siggaard holder også selv udkig. Foreløbig har vi dog ikke fundet ud af ret meget om vores ven.«

»Hvilket blot viser, hvor smart fyren er, hvis han har i sinde at komme herover. Han er jo ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomheden.

>Var en snes skridt fra kaptajnen<

Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«

»Ja, sir,« svarede sergenten.

De to kaptajner sad ved siden af hinanden og iagttog de fem mænd, som med god afstand mellem sig red gennem buskadset ned til floden.

Lidt efter vendte Foredragsholdere tilbage og vinkede med begge hænder.

»Banen er fri!« råbte han.

Kaptajnen førte de to kompagnier ned til floden. Det vrimlede med fugle i buskadset; de fløj op og kredsede over de støvede ryttere.

Sandbunden var dækket af en smule brunt vand, og soldaterne var nødt til at holde i hestenes bidsler for at forhindre dem i at drikke.

Da de kom over på den anden bred, red de langsomt langs floden, og inden længe kunne de skimte mænd og ponyer på bakketoppen.

»De har set os,« sagde han, og Foredragsholdere gav tegn til hornblæseren. Trompetens toner var sølvklare, ligesom tynde pile der blev sendt ud i det sene, rosenrøde sollys. Der kom liv i hestene, og alle satte farten op.

Så løftede kaptajnen hånden, og de gjorde holdt.

En indianer havde forladt flokken på bakketoppen og var på vej ned mod det sted, hvor kavaleristerne ventede. Foredragsholdere red med rank ryg, armene over hovedet og flagrende hår, og hans lille pony løb let og elegant.

Solen gled længere ned, og pludselig lå bakkeskråningen bag ham i skygge. Han kom ud fra skyggen, og ponyen holdt op med at løbe.

Han holdt stadig hænderne over hovedet, mens han lod hesten gå, til Foredragsholdere var en snes skridt fra kaptajnen.

»Det er høvdingen,« sagde den ene kaptajn.

Den gamle høvding lod langsomt armene synke ned langs siderne, og et smil, der var halvt medlidende og halvt undskyldende, gjorde furerne i hans jordfarvede ansigt dybere.

Foredragsholdere sad helt roligt i sadlen, med nøgen overkrop, ubevæbnet. Han var noget, der var forsvundet, der var dødt og borte.