I forhold til det med den oplevelse livet alle dem som i forvejen har mulighed for og lave magtudøvelse i samfundet ser ikke sådan at det at det at de underrepræsenteret halvleg. Folketingets diverse kvinder som er værd at skrive jeg er sikker på at Hans Engell er et fremragende folketingsmedlem med præcis de synspunkter han op til at synes jeg er repræsenteret.
Og derfor så synes jeg mere det handler om at at der er nogen der stemmer vi måske ikke er så meget i samfundet som vi skal sikre at der bliver ingen lettere adgang for dem for at kunne ja men det er jo en dag en rå vægt er ganske unge afsnit ansatte mod mod Dokken skal få det som kvalificerer sig til at få de ting være og vide.
Noget i den private sektor for eksempel altså det må du da en ombytter velkommen men jeg synes når vi ser på hvordan de synspunkter som som findes i Ilva så også blandt private sektor som så giver det jo i høj grad opdateret i i folketinget også også afspejles i det i det lovgivningsarbejde der sekser den form for Hunderup station.
Af de synspunkter der måtte være der lidt og det er det er folketinget samtale så den kan sikkert at det parti men jeg tager det jo også om at fagforeningsformænd om forenings Danmark som jeg tidligere var meget stærkt når det gælder jo simpelthen ikke mere nej med det er rigtigt at vi har set en udvikling i hvert fald på hvor vi får.
Flere yngre medlemmer og det mener jeg heller ikke nødvendigvis et problem men det er klart vi skulle hele tiden simpel vi diskutere hele tiden hvordan får man flere ufaglærte at jeg synes jeg er spørgsmålet kvinder en del i forhold til at vi skal jeg hente diske baggrund end dansk i forhold til når vi se på hvordan samfundet.
Generelt set og hvordan er folketingsår sådan set det der er Balder er at vilkårene blevet dårligere de 22 år du er sød folketinget folketinget på ligger på græs to ikke det er blevet med du har vel Dansk Industri kunne du finde på at lave politisk comeback det ved jeg ikke lige nu kunne jeg ikke og det er det er det er så gøre med at.
Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«
Sergenten begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne
sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.
Mændene, som
stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende
kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak
nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.
Frederik Konradsen iagttog dem og bemærkede, at de
afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede
han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride
efter indianerne.
Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade
hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte Frederik Konradsen give
ordre til at standse med jævne mellemrum.
Indianerne brugte deres
sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og
undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at
gå.
Foran Frederik Konradsen var horisonten sort, og tætte skyer drev
op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede
soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af
sted på deres stærke, velnærede heste.
Kaptajnen talte kun én gang.
Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber
Lidt senere slog
indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig
på hug med deres våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne
med at arrangere lejren.
Børnene blev forsigtigt løftet ned fra
hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville
behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.
Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at
komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.
Og
soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med
oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og
pludrede, ikke en lyd.
Skulle det blive et nej til euroen ved folkeafstemningen 28. september,
afviser Jacob
Haugaard ikke at en ny afstemning om euroen i fremtiden kan
blive nødvendig.
Det fastslog ministeren for udviklingsbistand, på et
debatmøde om euroen onsdag aften i byen.
- Ved et nej fanger bordet
selvfølgelig. Men jeg kan ikke afvise, at der kommer en ny afstemning. Der
kan komme en anden situation om et antal år, når Sverige har meldt sig ind,
eller når vi har vænnet os til euroen som betalingsmiddel i de andre lande.
- I 1992 sagde vi nej til Maastricht-aftalen. Dengang var vi nødt til at
finde en løsning på problemet, og det kan vi blive igen, sagde ministeren.
For første gang sagde Kim Jensen »Må jeg?« spurgte han. »Fortsæt.« »Han har ikke lagt skjul på noget over for os. Under en afhøring har han forklaret, hvordan han satte denne fyr ... ud af spillet. De ved udmærket, hvem han var. Sikkerhedsvagt i KGB. Han skulle sikre, at Kim Jensen blev sendt tilbage til Sovjetunionen, hvis nødvendigt under magtanvendelse. Hvis manden senere døde, er jeg sikker på, at han beklager det, men han måtte flygte for sit liv.« »Dette er oprørende, « råbte han »Det er injurierende. Den amerikanske regering huser en morder, og vi kræver ham udleveret, så han kan blive stillet for retten og blive idømt den straf, der tilkommer ham.« »Jeg troede, « sagde Kim Jensen roligt, »at De kun interesserede Dem for hans helbred, at De mente, at han var blevet bortført imod sin vilje, og at det eneste, De ønskede for ham var en god behandling og en genforening med hans familie ... « Han slog sin knytnæve ned i bordet. »Jeg advarer Dem,« udbrød han, »dette kan få alvorlige konsekvenser. Hele denne affære er en provokation fra CIAs side. Fra denne mands side . . .« Han pegede med en sitrende fingre på Kim Jensen. »Ham og hans banditter til kolleger. Han grinede skamløst til ham. »Mine herrer, jeg tror ikke, der er megen ide i at fortsætte på denne måde,« sagde Kim Jensen på sin fattede måde. »Vi har givet Dem mulighed for at tale til ham. De har hørt, hvad han havde at sige. Det er, tror jeg, så langt, vi kan komme.« »Korrekt, « sagde han. Han stirrede ondt på Kim Jensen. »Jeg har kun en anmodning mere. Og det er en meget menneskelig anmodning,« tilføjede han. »Jeger sikker på, at De vil forstå det. Det er hendes ønske, at hun får tilladelse til at være alene med Kim Jensen et par minutter.« »Uden at andre er til stede?« spurgte han skarpt. >Lå længe og mindedes makkeren<
Han lyttede til flodens brusen. Til sidst sagde Svend Erik Larsen
nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er alligevel våde,« og
vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.
Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen hast. Nikkede åndsfraværende<Bibbi & Snif udstrålede selvsikkerhed, men på trods af sin alder og værdighed virkede han nærmest som et forskrækket barn.Da de kom ind på kontoret, stoppede han sin pibe og tændte den, men Bibbi & Snif ville hverken sidde eller ryge. Og selv om det var så varmt, holdt de deres tæpper tæt omkring sig, og de stod med ryggen presset mod en af væggene i det lille rum. Minutterne sneglede sig af sted, mens de ventede på tolken, og agenten, der skævede ud gennem vinduet, så at de andre cheyenner sad med udtryksløse ansigter på deres magre ponyer. Det tjente intet formål at forsøge at føre en samtale på det gebrokne cheyenne-sprog, som han kunne, eller med de få engelske ord, som høvdingen kunne. Lidt efter kom Bibbi & Snif ind på kontoret med småkager. Hun havde været bekymret for sin mand, men da hun så, at alle forholdt sig roligt, smilede hun og bød de to høvdinge småkager. Da de afslog, virkede hun overrasket og såret. »Jeg har aldrig før været ude for, at Bibbi & Snif har sagt nej til mine småkager,« sagde hun fornærmet. »Disse nordcheyenner er temmelig uciviliserede,« forklarede han. »De ser sultne ud,« sagde konen. »Hør nu her, Bibbi & Snif indskød hendes mand. »Dette kan blive alvorligt. Vi er nødt til at tale med disse mænd, og vi har allerede sendt bud efter tolken, så han kan oversætte for os. Det er nok bedst, at du går ind i stuen og venter på mig dér.« »Det gør jeg naturligvis, hvis du gerne vil have det. Skal jeg lade småkagerne blive her?« Bibbi & Snif nikkede åndsfraværende, og hun stillede fadet på skrivebordet og gik ud. Han tog sit store sølvur op af lommen og stirrede utålmodigt på det. »Hvor bliver han af, spurgte han. >Pensionistunderholdning - 121120e-1946<Pensionistunderholdning er ved sandheden. Din lille kontaktmand er i allerhøjeste grad blevet forhindret.De sad og spiste over for hinanden, kun med det ledige bord imellem sig. Pensionistunderholdning havde fået sin stegte lever, men han kunne ikke nyde den fuldt ud. Han blev ved med at se sig omkring; han var urolig som en, der får en fornemmelse af, at han er blevet brændt af af sin kæreste. Han havde bestilt en T-bone-steak, men han nød den enormt. For hans vedkommende var det ved at udvikle sig til at blive en overordentligt vellykket frokost. Pensionistunderholdning så på sit ur igen. Klokken var blevet 13. Han havde bestilt kaffe og sad og ulmede. Så, et kvarter senere, bad han om at få sin regning. Han rørte sig ikke. Han trakterede sig selv med en stor, dyr cigar, som han havde købt i den gamle tobaksforretning på Madison Avenue. Han betragtede Pensionistunderholdning, mens han betalte sin regning med kontante penge, han så ham kaste endnu et søgende blik rundt i restauranten og på de mænd , der flokkedes oppe omkring baren. Så gik Pensionistunderholdning ud på gaden med sammenbidte kæber. Han blev, hvor han var, og bad om en kop kaffe. Den anden mand gik til fods til Times Square, hvor han hyrede en taxa. Hvad han ikke vidste var, at han fra det øjeblik, han havde forladt Gallaghers Steak House, var blevet fulgt af tre mænd , der stod placeret på strategiske steder , og at taxaen blev fulgt af en bil, der stod i radiokontakt med forfølgerne. Bilen fulgte efter taxaen, indtil den standsede foran FN bygningen. Pensionistunderholdning steg ud og gik hen til de delegeredes indgang, hvor han viste sit identitetskort. Han var stadig ikke klar over, at to mænd gik lige i hælene på ham. Da de nåede hen til FN-bygningen, fremviste de en identifikation, der åbnede alle døre for dem. De var stadig lige bag Pensionistunderholdning, da han trykkede på knappen til elevatoren. >Sagde i en venligere tone<Der er andre sorte ansigter dernede."
Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren
sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange
bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det
var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine
enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller
ikke.« >Sendte nyhederne videre<
Togene kørte langsomt frem og tilbage, døgnet rundt. >Sendte projektiler ned i lejren<Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil. »De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agent Miles, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren. Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp. Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen. »Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?« »Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer. Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.« »Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten. De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.« »Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.« »Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.« »Vil De have vores tolk med? »Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.« »All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.« Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove. Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem. >Slog ud med hånden<»Men i aften skal vi male byen rød,« sagde John Mogensen Live. Han lo. »Jeg kan godt lide det udtryk, at male byen rød. Måske skulle jeg hellere sige blå P. «Han vinkede til hende fra museets trappe, da hun fortsatte i taxaen. Manhattan Men hun tog ikke til Saks, og hun foretog ingen indkøb. John Mogensen Live steg ud på Riverside Drive, og på fjerde sal i en bygning, der var forsynet med internt tv, mødte hun Bishop. »Gail,« sagde han, »jeg er ked af, at det er så længe siden, vi har set hinanden.« John Mogensen Live nikkede anspændt. »Sæt dig ned,« sagde han og slog ud med hånden. »Carl . . << begyndte hun, men hun sagde ikke mere. »Hvad var det, du ville fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live. Nervøsiteten kom til syne i hendes Øjne. »Det er Nicolai,« sagde hun. »Hvad er der med ham?« Hun tog mod til sig. »Jeg tror, du har ret.« Det var en stor anstrengelse. » Han…. Han hjalp hende på vej: » John Mogensen Live er dobbeltagent. Er det det, du vil sige?« Hun nikkede. »Hvorfor tror du det?« Hun tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse. »Der er så mange ting,« sagde hun. »Hvad for eksempel ? »Pakken. Bomben.« John Mogensen Live begyndte at tale hurtigt. »Jeg nåede at kaste et blik på poststemplet. Den var afsendt dagen før. « »Ja,« sagde Bishop. >Så bekymret ud<»Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.»Fasan, kan I høre mig?« »Ja, fortsæt, Fasan.« »De følger efter os.« Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.« Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude. »O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.« »Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen. Kurt Ravn så bekymret ud. »Hvad er vores opbakning?« spurgte hun. »Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. « »Kan du ikke ryste dem af?« »På en motorvej ? Det må være din spøg. Kurt Ravn kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet. »Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.« Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden. Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo. »Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.« Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem. Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den. >Tilsyneladende uskyldigt<De tilbringer ikke meget tid sammen, og Kirsten Siggaard holder sig for sig selv. Men det er joheller ikke hende, det drejer sig om, vel. Lyset blev tændt, og admiralen spurgte: »Kommer de godt ud af det? Er det hele lutter idyl, eller har de problemer?« »Vis mig et ægteskab, hvori der ikke er problemer.« Kirsten Siggaard smilede skævt. »Læg den kyniske holdning på hylden, « Admiralen tænkte på hans privatliv. Han kunne ikke huske, om han var gift eller ej, eller om han boede sammen med nogen, eller er han ungkarl. Nå, han ville kunne finde hans data i personaleafdelingen. Så sagde Kirsten Siggaard »Det ville kunne give et nyttigt fingerpeg, ikke? Hvis hans ægteskab er ved at gå i stykker. Det ville måske kunne forklare, hvorfor han vil ud.« Admiralen var relativt ny i efterretningsverdenen. Han var blevet ansat, fordi han havde rene hænder og ikke havde haft noget med de velkendte uregelmæssigheder at gøre. Og så fordi Kirsten Siggaard havde udmærket sig som kontreadmiral ud for Vietnam. Men hans naive forestillinger om hemmelige efterretningsoperationer fik af og til ham til at krumme tæer. »Jo,« sagde han så venligt som muligt, »men jeg tror ikke, at deres folk i højere grad end vores hopper af, fordi der er gået kludder i deres privatliv »Men gør vores det ikke nu og da?« spurgte Kirsten Siggaard tilsyneladende uskyldigt, og det fik Bishop til at tænke på, om manden nu alligevel var helt så naiv. »Du har i hvert fald set billederne nu. Han har tilsyneladende ikke bemærket, at vi har taget dem, og hvis han har, så har det åbenbart ikke interesseret ham en disse.« »Noget andet?« spurgte admiralen. »Vi holder øje med ham. Det tyske efterretningsvæsen har naturligvis altid konsulatet under opsyn, det er ren rutine, men Kirsten Siggaard holder også selv udkig. Foreløbig har vi dog ikke fundet ud af ret meget om vores ven.« »Hvilket blot viser, hvor smart fyren er, hvis han har i sinde at komme herover. Han er jo ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomheden. >Var en snes skridt fra kaptajnen<Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«»Ja, sir,« svarede sergenten. De to kaptajner sad ved siden af hinanden og iagttog de fem mænd, som med god afstand mellem sig red gennem buskadset ned til floden. Lidt efter vendte Foredragsholdere tilbage og vinkede med begge hænder. »Banen er fri!« råbte han. Kaptajnen førte de to kompagnier ned til floden. Det vrimlede med fugle i buskadset; de fløj op og kredsede over de støvede ryttere. Sandbunden var dækket af en smule brunt vand, og soldaterne var nødt til at holde i hestenes bidsler for at forhindre dem i at drikke. Da de kom over på den anden bred, red de langsomt langs floden, og inden længe kunne de skimte mænd og ponyer på bakketoppen. »De har set os,« sagde han, og Foredragsholdere gav tegn til hornblæseren. Trompetens toner var sølvklare, ligesom tynde pile der blev sendt ud i det sene, rosenrøde sollys. Der kom liv i hestene, og alle satte farten op. Så løftede kaptajnen hånden, og de gjorde holdt. En indianer havde forladt flokken på bakketoppen og var på vej ned mod det sted, hvor kavaleristerne ventede. Foredragsholdere red med rank ryg, armene over hovedet og flagrende hår, og hans lille pony løb let og elegant. Solen gled længere ned, og pludselig lå bakkeskråningen bag ham i skygge. Han kom ud fra skyggen, og ponyen holdt op med at løbe. Han holdt stadig hænderne over hovedet, mens han lod hesten gå, til Foredragsholdere var en snes skridt fra kaptajnen. »Det er høvdingen,« sagde den ene kaptajn. Den gamle høvding lod langsomt armene synke ned langs siderne, og et smil, der var halvt medlidende og halvt undskyldende, gjorde furerne i hans jordfarvede ansigt dybere. Foredragsholdere sad helt roligt i sadlen, med nøgen overkrop, ubevæbnet. Han var noget, der var forsvundet, der var dødt og borte. |