>Bandt makkerens messingknapper fast<

Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding.

Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.«

Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene.

Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord.

Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål.

Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde.

Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde.

Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen.

Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt.

Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten.

»Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage mig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.«

Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen.
Solen stod lige over ham. Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den. Da Lene Johansen blev klar i hovedet, så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden.