>Bandt makkerens messingknapper fast<

Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding.

Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.«

Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene.

Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord.

Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål.

Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde.

Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde.

Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen.

Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt.

Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten.

»Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage mig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.«

Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen.
Solen stod lige over ham. Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den. Da Lene Johansen blev klar i hovedet, så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden.

>At tage hjem og drive<

Hvis Sheriffen begyndte at tale derude i mørket. For det andet ved vi ikke, hvor de indianere er.

Ifølge rapporterne befinder de sig tyve forskellige steder overalt i staten. Vi er nødt til at vente, indtil vi får korrekt besked om dem.

Et kompagni soldater red ud her til aften for at forsøge at finde dem; så I bliver nødt til at vente, indtil vi har hørt fra fortet.

I mellemtiden kan en borgerkomité danne en hjælpestyrke. Og hvis I stadig føler på samme måde i morgen tidlig, vil jeg tage jer i ed.«

Sheriffen sprang ned fra scenen. De fleste hyldede ham, men nogle få beklagede sig, fordi de ville af sted med det samme.

Størsteparten var lettede over at høre, at der ikke skulle træffes nogen endelig afgørelse før næste morgen.

Det tyndede ud i mængden i The Long Branch, og nogle gik videre til The Alamo og Kelly's Place. Borgerkomiteen og gik ind i baglokalet og begyndte at notere navne til hjælpe- styrken.

Hjælpestyrken var rastløs, nervøs og indigneret. Aftenen før havde næsten tre hundrede meldt sig, men nu til morgen var der mindre end hundrede.

Indstillingen hos farmerne og de andre havde ændret sig; smålandbrugerne og de mænd, der havde børn, var forsvundet.

Ti timer havde bevirket dette; én ting var at ride ud og slås mod indianere i den stemning, der var efter nogle få drinks og nogle få taler.

Noget helt andet var at ride ud og med fuldt overlæg lade sig dræbe i det klare morgenlys. Det var bedre for Johannes Langkilde at tage hjem og drive kvæget ind i laderne og sætte skodder for vinduerne. Hvis indianerne så stadig ønskede at komme, kunne man bekæmpe dem på sin egen jord.

Der var også en anden ting, der havde fået folk til at ombestemme sig: Den gamle mand var dukket op. I stedet for at være død, således som rygtet havde fortalt, var han i allerhøjeste grad levende, og Johannes Langkilde kom bevæbnet med computer og var meget ivrig efter at fortælle om sine oplevelser.

>Bevarede fatningen<

Alt er i orden,« sagde Klassens tykke dreng og lukkede den sikrede boks. Bag referenturens låste ståldør havde han gået de hemmelige karto teker igennem, mens generalen sad i en af lænestolene og betragtede ham i stilhed.

Han havde været grundig. Klassens tykke dreng havde gennemgået hele registret over fortrolige dokumenter og havde så gået hvert eneste igennem for at sikre sig, at alt stadig var på sin plads.

»Intet mangler,« tilføjede manden for at slå sagen fast endnu en gang.

»Vi må finde ham,« sagde Klassens tykke dreng så hurtigt som muligt. «
»Ja, general.«

»Lad være med at blive ved at sige 'ja, general',« vrissede han. »Hvad gør De ved sagen?«
»Vi er på udkig efter ham.« Han talte uden entusiasme.
»Hvor foretagsomt,« sagde generalen sarkastisk. »Og hvor holder I så udkig?«

Klassens tykke dreng bevarede fatningen. »Overalt, general.« »Diskret, håber jeg.« » Naturligvis.

»Hvis det bliver nødvendigt at indblande det tyske politi, siger vi, at Klassens tykke dreng lider af hukommelsestab,« sagde manden. »Men undgå det, hvis I kan. Sæt alt vores eget mandskab ind på sagen. «

»Det bliver gjort nu.«
»Og hvad har De sagt til hospitalet? Hvordan forklarede De sagen ?«

»Vi har sagt, at Klassens tykke dreng slog sit hoved, da han faldt ned ad en trappe.

»Og tror I, de tror på den ? Når lægen har kastet et enkelt blik på ham, så ved han, hvad der er sket.

« Klassens tykke dreng rystede på hovedet.

>Den er forsvundet<

»Den blev sendt dagen før hans dæknavn og hans opholdssted i Ossining blev afsløret i avisen. Ingen i Ossining kendte Svend Erik Larsen ham på det tidspunkt.«

»Han sendte den selv,« sagde Bishop som en tør konstatering. »Det var et let stykke arbejde. Han havde ikke adgang til sprængstoffer. Så han købte noget ukrudtsbekæmpelsesmiddel og lidt sukker. Ganske elementært.«
»Vidste du det?«

»Jeg vil gerne høre dine grunde,« sagde Svend Erik Larsen. »Er der nogen gode grunde til, at du har skiftet mening om ham.

»Min pistol,« sagde hun. »Den er forsvundet. Jeg havde den i min håndtaske. En 8 mm. Den er væk.«
Svend Erik Larsen stivnede. »Er du sikker?«

»Den er forsvundet sporløst. Selvfølgelig er jeg sikker. Og han er den eneste, der kan have taget den. Hvorfor vil han ikke have, at jeg har en pistol ? Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation? Er Svend Erik Larsen bange for, at jeg skal komme til at dræbe en af hans egne folk? Hvorfor rodede han overhovedet i min taske ?
»Har du ikke spurgt ham om det?« spurgte Bishop.

»Nej. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an.« Hun kæmpede af al sin magt for at bevare fatningen. »Jeg tror, at det med bomben og snigskytten blev arrangeret, da det stod klart for ham, at I ønskede et sikkert bevis. Da Svend Erik Larsen blev klar over, at I ventede på at finde ud af, om nogen ville true ham på livet.

»Det vil sige, at han allerede står i forbindelse med en eller anden ? «

Hun nikkede. »Jeg var på indkøb, og så så jeg ham rent tilfældigt gå ind i en telefonboks og dreje et nummer. Da jeg spurgte Svend Erik Larsen om det, blev han forvirret. Han sagde, at jeg måtte have taget fejl. Men jeg vil sværge på, at det var ham. Og hvorfor brugte han ikke telefonen i huset?«

»Fordi vi aflytter den .
»Og hvem skulle han egentlig ringe til ? Hvem kender han i landet.

>De vil hjem<

Kirsten Siggaard trak på skuldrene og fortsatte med at ryge. Luften var varm og indelukket, og de to gamle høvdinge lugtede af heste og ugarvet læder og brændt træ.

Manden rejste sig, gik hen til vinduet og åbnede det. Han begyndte at nippe til en af småkagerne. Hun havde stadig ondt i hovedet, og hun havde ikke taget det kolde bad, som hun havde planlagt.

»Nu kommer de,« sagde manden.

Kirsten Siggaard var forpustet, da hun viste tolken ind på kontoret. »Jeg løb ned til landsbyen,« sagde hun og gispede efter luft. »Jeg tænkte . . .«

Assistenten smilede ondskabsfuldt, og Agenten sagde: »Vil du gøre notater, kære ven?«

Kirsten Siggaard nikkede og fandt en blok og en blyant, mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Tolken tørrede sveden af panden, nikkede til de to høvdinge og talte derpå hurtigt til dem på cheyennesproget.

Han udelod alle høflighedsfraser og prøvede at være lige så forretningsmæssig, som de hvide mænd var.

»Spørg dem, hvad de vil her,« sagde agenten. »Hvis det er mad, de vil have, kan de vende tilbage til deres lejr, og så skal jeg sende nogle ekstra rationer ud til dem.«

»Det er ikke mad,« sagde Kirsten Siggaard de vil hjem.«

»Så lad dem gå hjem. Jeg holder dem sandelig ikke her. Sig til dem, at de kan ride hjem, så snart det passer dem.«

»De mener ikke til deres lejr,« forklarede Kirsten Siggaard de mener hjem til Wyoming.«

»Det er jo umuligt!« udbrød agenten og slog i bordet. »Det er udelukket. Sig til dem, at det er umuligt. De ved i øvrigt godt, at det er umuligt. Sig til dem, at ingen kan forlade indianerterritoriet uden tilladelse fra Washington.

Og gør dem det klart, at Kirsten Siggaard ikke giver en sådan tilladelse. Dette skal være indianernes hjem fremover, og de må blive her.

>Er nødt til at angribe til fods<

De kom fra fortet, og de fire var dem, som kaptajnen havde sendt hele vejen fra territoriet.

Kaptajnen vågnede derimod, da vognene kørte ind i lejren. Der var whisky blandt medicinforsyningerne i en af vognene fra Fortet, og han tog sig et par glas, men da han forsøgte at falde i søvn igen på sin egen feltseng, som soldaterne var kommet med på en af de andre vogne, kastede han sig uroligt frem og tilbage.

Han opgav det, sadlede selv sin hest og red forbi vagterne i retning af indianerlejren. Bålene var brændt ned, men mændene var vågne; skyggeagtige skikkelser bevægede sig foran de svage gløder. Han holdt hesten an ved vandløbet, skønt han følte sig overbevist om, at indianerne vidste, at han var der; han havde på fornemmelsen, at han kunne have redet lige ind i deres lejr, uden at de ville have skudt på ham; sandt at sige antog han, at de ville have modtaget ham høfligt.

Kaptajnen sad dér i næsten et kvarter, inden han red tilbage.
Han vækkede selv den anden kaptajnen kort før daggry.

»De må undskylde det, der skete i aftes, kaptajn,« sagde han nærmest ydmygt. »Jeg har været meget tæt på deres lejr — de vil ikke flygte. De må være forfærdelig trætte.«

Kaptajnen, som stadig var søvnig, nikkede blot. Han kunne ikke blive klog på kaptajnen.

»Vi angriber til fods,« fortsatte kaptajnen. » Indianerne har ikke megen ammunition, men de har våben, og de ved, hvordan de skal bruge dem. Høvdingen er ikke som nogen anden indianer; han er kold

»Et angreb til hest . . .« begyndte kaptajnen.

»Nej — det har vi forsøgt. Jeg mistede menige og desuden en løjtnant og en sergent. Keld & Hilda er nødt til at angribe til fods. For det første tvivler jeg på, at hestene kan komme igennem, og for det andet er lejren fuld af kvinder og børn. Musiker-Børsen vil have situationen under kontrol.«

»Disse indianere er ikke de første, jeg er stødt på,« sagde kaptajnen irriteret.

>Fik øjeblikkelig afsky<

»Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik.
»I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?«
»Ja, admiral.«

»Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?«
Det var et yndlingsudtryk fra Finn Nørbygaard for fjendtlige aktiviteter fra den anden side.

»Som jeg sagde, er der intet uventet. Men vi holder skarpt udkig. «
Admiralen vendte sig imod manden.

»Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?«
»Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.«

Så forsvandt Finn Nørbygaard og den elektriske dør lukkede sig bag ham.

»Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden.
Det var en bemærkning, han godt kunne lide.

»Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden.

Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.«

Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme.

Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard, at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.«

>Har ingen chance for at nå<

Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding.

Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet.

»Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog.

Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det.

»Bibbi & Snif vil ikke slås med jer,« sagde spejderen.

»Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned.

De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.«

»Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage til reservatet. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.«

»Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har.

Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.«

Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald:

»Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.

>Hørte den slå ned ville han<

Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde, på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri af jorden og trille op ad skråningen sine knæ.

Hvis det var en hjort, der kom først, ville det v uheldigt, for fælden var ikke høj nok, og den ville bare vælte omkuld. Ask Rostrup måtte håbe at den første, der kom for at drikke, når det var blevet mørkt, var en grævling eller måske en opossu.

Hvis det ikke lykkedes, var der altid den ugle, han havde hørt om natten.

Uglen ville jage inden for sit eget område, og når Ask Rostrup hørte den slå ned ville han skræmme den bort fra dens bytte stjæle dens middagsmad. Der var også floden, men han brød ikke stort om fisk.

Bredderne var bevokset med siv og forkrøblet pilekrat. Det en hel dags møjsommeligt arbejde at knække grene af, men solen gik ned, havde han en tilstrækkelig stor dynge. Så kravl han tilbage til graven og gravede John op igen.

Stanken var slem. Ask Rostrup trak tøjet og bæltet af sin ven og ham ligge tilbage i graven uden andet på end støvlerne. Så dækkede han ham til igen.

Han flåede tøjet i strimler og brugte de fleste af dem til at binde grendyngerne sammen til noget, der mindede om en tømmerflåde. Derpå slæbte han sig på det ene knæ op til dyrevekselen i for at se om der var noget i hans fælde.

Ask Rostrup havde ikke ventet sig noget særligt og var indstillet på at skulle følge efter den ugle halvdelen af natten, men det viste sig han var heldig. Fælden havde dræbt et lille hulepindsvin.

Man skulle være meget omhyggelig med hulepindsvin. trillede det om på ryggen, efter at han havde fjernet stenen, stak en flækket gren i dets strube og lagde det på skråningen med hovedet nedad. Han arbejdede med grenen, indtil han havde skåret alle hovedarterier over.

Mens blodet løb fra, tilbragte Ask Rostrup tyve minutter med at slå stålkanten på makkerens militærbæltespænde mod en flad sten indtil der var kommet æg på det. Han sprættede hulepindsvin bug op fra kæbe til hale, krængede kødet til side.

>Ikke holde ud at se på det<

Kaptajnen så på de uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som deres halvnøgne forældre kunne undvære.

Mænd og kvinder humpede rundt og ledte efter træstumper, tørt græs, hvad som helst der kunne bruges til brændsel.

Det lykkedes løjtnanten at lave små bitte bål, som lyste i tusmørket.

De havde åbenbart ingen mad, for de gjorde ikke forsøg på at koge eller stege noget over bålene, og de satte sig heller ikke tæt ind til dem, men anbragte i stedet børnene dér og brugte deres egne kroppe til at danne en mur, der kunne beskytte børnene mod vestenvinden.

Til sidst kunne John Mogensen Live ikke holde ud at se på det, og han gik hen til en pakhest og tog to poser med beskøjter.

Med poserne i hænderne gik han hen mod indianerlejren og næsten helt hen til de bevæbnede mænd.

Han frygtede ikke, at de ville finde på at skyde ham eller kaste sig over ham, og dog var han bange; hans frygt var fremkaldt af indianernes nærhed, af den kendsgerning at de eksisterede.

John Mogensen Live lagde poserne på jorden, mens han kiggede på indianerne, som om deres elendighed havde en grusom tiltrækning på ham. Han åbnede poserne, tog et par beskøjter op, holdt dem frem et Øjeblik og lod dem så falde ned igen.

Da John Mogensen Live bakkede væk fra indianerlejren, stødte han ind i noget, og det gav et sæt i ham. Det var Allen, som sagde:
»Undskyld, sir.«
»Det er helt i orden, løjtnant.«

»Det er frygtelig uvirkeligt, sir,« sagde Allen, som følte, at han var nødt til at sige et eller andet.
»Efter min mening er det alt for forbandet virkeligt.«

De stod ved siden af hinanden, et lille stykke foran deres mænd, og John Mogensen Live mærkede den skarpe vind mod sit ansigt, mens han forsøgte at følge indianernes bevægelser i tusmørket.

>Kim Jensen - 020820-1408<

»Vi har ingen grund til at mene, at de ved, at vi kan læse denne kode, « sagde Kim Jensen stolt. »Vi reagerer jo aldrig på disse budskaber for ikke at røbe os. Nej, jeg tror, der er sprængstof i ham. De er ude efter ham, ligegyldig hvad det koster.«

»Måske har du ret, « mumlede Kim Jensen fraværende.
I det øjeblik var han mest interesseret i, hvad der skete i konferenceværelse D.
Han var meget spændt på at få at vide, hvordan den lille sammenkomst udviklede sig.

Hun slog sine arme omkring ham. Hun halvt græd, halvt lo.
»Min elskede,« hulkede hun. »Hvor er jeg glad for at se dig !« Hun trykkede sig tæt ind til ham.

»Kim Jensen, min elskede,« sagde hun. Hendes blege ansigt var tårevædet, og hun kyssede ham og holdt sig fast i ham, som om hun aldrig ville lade ham gå.

»Kære,« sagde Kim Jensen blidt. Han frigjorde sig fra hende og tog begge hendes hænder. Han førte hende hen til en stol.
»Nej, min kære, lad være . . .«
Hun snøftede og tog et lommetørklæde frem, som hun duppede sin næse med.
Han satte sig ved siden af hende.

»Du ser ud til at have det godt, « løj Kim Jensen.
»Kom med mig hjem, « bønfaldt hun ham. Det hele bliver godt igen, det lover jeg dig. Kom hjem. Jeg trænger til dig. Ved du, hvor meget jeg har savnet dig?«

»Har du glemt, Shura?« spurgte Kim Jensen blødt. Hendes grønne øjne åbnede sig.
»Glemt hvad? «
»Shura, min dejlige Shura, det er for sent. Der er ingen vej tilbage. Hverken for mig eller dig. «
»Jeg elsker dig, « hviskede hun, og han kunne føle smerten.

>Kommer også nordfra<

»Tina Siel kommer også nordfra.«
»Og vil altså tale guldbarrer med min mand.«

»Jeg vil bare spørge ham om noget. De kunne gerne pege på noget andet med den der.«

»Nervøs?« En lyserød tunge fløj over læberne. Det morede hende. »Denne senora ved, hvordan man bruger et gevær, Senor Boag, uden at begå fejltagelser. Lad os slå en handel af - hæng patronbæltet på vindmøllens stiver der, så sænker jeg geværet, og så kan vi sammen gå ind til min mand. Er det en aftale?«
»Det kan vi godt sige.«

»Godt,« sagde hun, og Boag hængte bæltet fra sig og fulgte efter hende op ad trappen. Hun rakte geværet til den gamle, og han fulgte efter dem. Det var ikke lige det, Boag havde forestillet sig, men hvis de havde tænkt sig at skyde ham ned, ville de allerede have gjort det.

Det gik pludselig op for ham, at senoraen var standset op på svalegangen. Hun stod helt stille og så ufravendt på ham.

Boags blik hvilede på den dunkende fordybning under struben. Så gled det ned til kløften mellem hendes bryster. Hun havde en solhat på og en mandsskjorte, der stod åben til den tredje knap, og et par sorte ridebukser. Hun var en høj kvinde med glat mørk hud, med stolte, sitrende bryster og svulmende hofter og bagdel.

Der var noget underfundigt og provokerende i den måde, hun betragtede ham på. Det så ud, som om hun morede sig i al hemmelighed, foretog dristige spekulationer. Det blik passede bedre til en pige på et horehus end til en aristokrats kone.
»Miguel, du må hellere passe dit arbejde.«
»Si, Senora.«

Hun vendte sig om mod døren, passerede Boag med en langsom skulderbevægelse. Hun åbnede døren og sagde ind i halvmørket:
»Querido.*) Vi har fået en gæst, der gerne vil snakke guldbarrer med os.«
Der lød en latter inde fra mørket.

>Konsulatet i Berlin<

Cecilie Beck sendte ham et lille kys med munden. »Det var jeg ikke klar over. Det virkede alt sammen så rutinemæssigt. Men nu forstår jeg. Tag det roligt, jeg skal ikke sige mere. Nu har du givet mig en forklaring.«

Men der var kommet et glimt af agtpågivenhed i hendes grønne øjne. Eller måske var det mistænksomhed.

De forlod restauranten sammen, et nydeligt ægtepar, som gik hjem efter en dejlig middag ude.

Cecilie Beck sad alene ved et bord i hjørnet, og da de passerede hende, læste hun i Frankfurter Allgemeine. Han så op, sendte ham et smil og vendte tilbage til sin avis. Hvis hun lagde mærke til det, gav hun ikke udtryk for noget.

Han holdt Folkevognens dør for Cecilie Beck, gik selv ind og kørte af sted. Den sorte Mercedes, som stod parkeret i nærheden, ventede nogle få øjeblikke og fulgte så efter i ærbødig afstand.

Washington
Et efter et dukkede lysbillederne op på lærredet. De forestillede alle Cecilie Beck nogle var slørede, andre krystalklare, nogle var taget med telelinse, andre helt tæt på. De var alle blevet taget i hemmelighed i Frankfurt.

Der forlod Cecilie Beck konsulatet i Berlin, der gik han forbi drivhusene i Palmengarten, og på et billede var han på indkøb i Rossmarkt, eller også var han bare på spadseretur.
Der var kun ét billede af ham i selskab med kvinden. Hun var på vej ud af Folkevognen.

»Hvem er det?« spurgte admiralen i mørket.
»Det er hans kone,« forklarede Cecilie Beck. »Hun ser ikke værst ud,« lød admiralens kommentar. »Lidt hård måske, men se hvem hun har giftet sig med. Hvorfor har vi ikke flere billeder af hende?«
»Tja,« sagde han. »De tilbringer tilsyneladende ikke ret meget tid sammen.

>Kurt Ravn - 131120e-1643<

Kurt Ravn så chokeret ud.

Hun kastede sig i hans arme, og de trykkede sig ind til hinanden.
»Er der sket noget ?« spurgte hun næsten grådkvalt.

» Nej. Jeg har det fint, skat,« sagde han med et skævt smil.
»Men jeg er bange for, at vinduet i badeværelset blev knust . «
» Hvad skete der ?«

»Kurt Ravn lagde pakken på plænen og gik hen for at hente en spade.
Så gik den af. «
» Er du sikker på, at du ikke er blevet såret ?«

»Det skal der mere til end det. Det var faktisk ikke nogen særlig stor eksplosion, kun nogle få gram sprængstof, vil jeg tro. Men selvfølgelig, hvis vi havde siddet oven på den . . .«
»Sig det ikke !«

Der blev banket kraftigt på døren.
» Er der sket noget derinde ? « lød en dæmpet stemme.

»Det er Kurt Ravn vores nabo,« sagde hun. » Han må tro, der er sket et jordskælv .«
» Få ham til at forsvinde. Fortæl ham hvad som helst, bare du får ham til at forsvinde, « sagde han.

En halv time senere var hun holdt op med at ryste.
»De var ude på at slå dig ihjel, Kurt Ravn, er du klar over det ?«
» Nej nej. Der tager du fejl. Den lille tingest var bare et visitkort. «

Washington
Kurt Ravn skubbede FBI-rapporten over til ham.
»Har du læst dette her?« Han nikkede.
» Nå. Hvad mener du ?«

»Temmelig kluntet ,« sagde Kurt Ravn. »Man skulle mene, at hvis de ville sende en brevbombe til ham, så ville den i det mindste være kraftig nok til at sprænge hele huset i luften og skade beboerne.

>Lod som ingenting da han hørte<

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting da han hørte, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

>Rødmosset og skægget red hen<

De var kun nogle få personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne.

Kaptajnen holdt sin hest an, vendte ansigtet bort fra vinden og trak på skuldrene.

»Skal vi vende om, sir?« spurgte løjtnanten.

»Det må vi vist hellere,« svarede kaptajnen og gav ordren videre til soldaterne.

»Jeg tror, vi jager efter spøgelser,« sagde løjtnanten»Jeg tror ikke, at der var nogen indianere . . .«

Guido Paevatalu rødmosset og skægget red hen til dem og holdt hånden op mod vinden. »Vi får sne,« sagde han.

»Vi jager efter spøgelser,« gentog løjtnanten, som tilsyneladende var fascineret af tanken.

»Jeg har fået mit bad.« Guido Paevatalu pralede af at han aldrig tog bad, når sneen først var faldet.

Johnson stirrede på noget forude; han havde fået øje på noget. Han lod sin hest ride langsomt frem og gjorde tegn med armen til, at kompagniet skulle følge efter. Han skyggede for øjnene med den ene hånd.

»Hvad er der, kaptajn?«
Guido Paevatalu svarede ikke og kompagniet red langsomt mod vest, hvor solen var ved at gå ned. Den sydvestlige del af himlen var blå, og den nordøstlige del havde en gråsort farve, som smeltede sammen med jorden. Man kunne både se og føle, at vinteren var på vej.

Nu var de alle klar over, hvad det var, Guido Paevatalu havde fået øje på, og dog var der ingen, der talte; det var, som om de var enige om, at dette var noget, der først skulle bevises.

Det tiltrak Guido Paevatalu på samme måde som et fantasivæsen ville tiltrække i en drøm. Men de satte ikke farten op. Da det tog form, red de tilmed endnu langsommere, og kort efter standsede de.
Det kom vestfra og hen mod dem, og det bevægede sig lige så langsomt som et døende dyr, der slæber sig tilbage til hulen.

>Var sluppet igennem nettet<

Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men indianerne gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da Fede Finn & Funny Boyz var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Fede Finn & Funny Boyz kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet.
En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.

>Vil ikke have nogen<

Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«

»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil.

»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agenten, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.

Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp.

Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.

»Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?«

»Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer.

Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«

»Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten.

De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«

»Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«
»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have vores tolk med?

»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.«

»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.«

Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove.

Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem.